Feedback på læring
"Feedback på læring" er et af de fire principper der er defineret under "Undervisning på store hold".
Kig i Værktøjskassen der støtter op omkring de beskrevne løsninger.
Hensigt:
Studerende får feedback på deres læring og har mulighed for faglig afklaring.
Udfordring:
Hvis studerende er usikre på, hvad der forventes af dem, og hvordan de klarer sig fagligt, risikeres det, at studerende ikke lever op til deres bedste. Den enkelte studerende skal have mulighed for at få formativ feedback på deres faglige niveau og arbejdsproces på en måde, der gør det mulig for den studerende at justere sin egen indsats og strategi og derigennem øge sin læring. Den enkelte studerende har også brug for at kunne afklare de faglige spørgsmål, der opstår undervejs i kurset. Feedback og afklaring er ofte to sider af samme sag.
Studerende kan modtage feedback og få faglig afklaring på deres arbejdsproces og deres faglige arbejde fra underviser, instruktor, medstuderende eller den studerende selv. Feedback fra underviseren er den klassiske feedbackform, hvor den studerende modtager feedback fra en ’ekspert’.
Feedbackprocessen er oftest en kilde til gavnlig viden og indsigt for både underviseren og de studerende, og alle studerende bør modtage feedback og faglig afklaring, der er relevant for dem
På store hold kan det være tidsmæssigt udfordrende for en underviser at give alle studerende feedback af høj kvalitet og individuel afklaring af faglige spørgsmål og gentagelse af den samme feedback og afklarende spørgsmål kan opleves som tidsspilde. Derfor er der behov for redskaber, teknikker og metoder, der gør det muligt at håndtere feedback og spørgsmål på en effektiv måde.
Løsninger:
Generel feedback
Benyt generel ikke-personlig feedback, når den samme feedback og faglige afklaring er relevant for mange studerende på en gang, hvor fx typiske fejl kan håndteres og gode eller mindre gode eksempler fremhæves.
Feedback fra instruktorer
Når det er muligt så overlad noget af feedbacken til instruktorer.
Undervisers ansvar er at ruste instruktorerne til opgaven, og herunder at være eksplicit omkring, hvad der skal gives feedback på.
Peer feedback
Lad de studerende modtage feedback på deres opgaver fra en eller flere medstuderende. Der er et stort læringspotentiale i både at give og modtage peer feedback, idet processen uvægerligt fordrer refleksion omkring egne opgaver til brug fremover.
Undervisers ansvar er at kvalificere de studerende til at give hinanden feedback, så de er trygge ved at give feedback og stoler på, at de modtager konstruktiv feedback. Peer feedback kan foregå online eller offline og være anonym eller ikke-anonym. Uanset form bør underviseren tilse processen og være synlig for de studerende fx ved at fremhæve eksempler på god feedback eller ved selv at byde ind med feedback i tilfælde af uoverensstemmelser mellem de studerendes feedback.
Selvevaluering
Lad den enkelte studerende få indsigt i sin egen progression og reflektere over sin arbejdsproces- og indsats gennem selvevaluering. Selvevalueringen kan fx ske ved at den studerende forholder sig til et retteskema (rubric) eller til en testscore på en online test.
Undervisers ansvar er at udarbejde de redskaber, som den studerende skal gøre brug af. Ved online tests er det muligt for underviseren at give automatiseret feedback til de enkelte spørgsmål.
Uanset feedbackformen så har underviseren altid en vigtig rolle.
Praksiseksempler: